Mange mennesker forbinder kontrol med styrke. At have overblik, struktur og planlægning er noget, vi hylder – men for nogle bliver det også en fælde. Når behovet for kontrol bliver for stort, mister man fleksibiliteten, roen og kontakten til sig selv. Man bliver fanget i en konstant beredskabstilstand, hvor alt skal være forudsigeligt for at føles trygt.

Som terapi møder jeg mange, der kommer med udmattelse og uro, men som ikke forstår, hvorfor de føler sig så drænede. De gør alting “rigtigt”: arbejder hårdt, planlægger, hjælper andre, men mærker alligevel, at energien slipper op. Det viser sig ofte, at kontrollen, der engang gav tryghed, nu er blevet en stressfaktor i sig selv.

Stress handler sjældent kun om for mange opgaver – det handler om for lidt hvile. Ikke nødvendigvis fysisk, men mentalt. Hjernen får aldrig lov til at slappe af, fordi den konstant er i gang med at forudsige, forebygge og løse. Det føles som om, man hele tiden er “på arbejde”, selv når man sidder stille.

Kontrolbehovet opstår ofte som en beskyttelse. For mange er det en strategi, der engang har givet overlevelse – måske i barndommen, hvor uforudsigelighed betød utryghed. Derfor slipper man den ikke let. Men i voksenlivet bliver den samme strategi en byrde. Den holder kroppen i alarmberedskab og sindet fanget i bekymring.

I terapien arbejder vi med at lære kroppen, hvordan det føles at være tryg uden kontrol. Det handler ikke om at blive ligeglad, men om at finde tillid til, at verden ikke falder sammen, selvom man ikke styrer alt. Små øvelser – som at tage uforudsete pauser, ændre rutiner eller lade andre tage over – kan være første skridt mod frihed.

Når man begynder at give slip, kan der opstå tomhed eller angst. Det er normalt. Kontrol har længe været et skjold, og når man tager det af, mærker man alt det, man før skubbede væk. Men netop dér begynder helingen. Det er i uforudsigeligheden, at livet igen bliver levende.

At give slip er ikke det samme som at miste grebet – det er at lære at stå i tillid. Tillid til sig selv, til andre og til, at tingene godt kan falde på plads uden konstant overvågning.

Kontrol trætter. Tillid heler. Og når man først mærker forskellen, føles livet lettere, mere spontant og ægte.

Når kontrollen begynder at slippe sit tag, mærker mange en uventet blanding af lettelse og sårbarhed. Det er, som om kroppen langsomt begynder at trække vejret igen efter at have holdt vejret i årevis. I det rum opstår plads til følelser, kreativitet og nærvær – alt det, der før blev holdt nede af planlægningens stramme greb. Man opdager, at livet godt kan bæres, selv når man ikke har styr på alt. Faktisk bliver det mere farverigt, mere levende. For der, hvor kontrollen slipper, begynder tilliden. Og tillid er ikke svaghed – det er en stille styrke, der giver energi i stedet for at tage den.